Muslingeskal i velour

Når afrikansk design bliver dansk

Mafundi betyder craftsmen på swahili

For nyligt dukkede én mail op i min indbakke. Dem kommer der en del af, men denne havde fokus på afrikansk-dansk design fra Mafundi. Jer, der følger med hos mig, vil vide at det normalt ikke er noget jeg har et stort fokus på; afrikansk design. Bevares, jeg har da skrevet om marokko-puder, men min uvidenhed har gjort mig så snæversynet at jeg forestiller mig nogle vilde mønstre i resten af Afrika, og det er ikke lige mig. Så min første tanke var: ” ja ja, men afrikansk design er jo ikke mig, men nu ser jeg lige hvad det er….” Og hvor blev jeg positivt overrasket!!! Flotte ting, der med et fint håndværk går godt i tråd med dansk design og møbelklassiker. Flotte vævninger, flet og træværk.

 

Mere håndværk, farver og folklore

Vi har set en stigende interesse for mere kulørt design i indretningen. Der skal flere farver til, og det vi vælger til må godt have et personligt præg, en skævhed eller en lille følelse af unika. Bare så vores hjem ikke ligner alle andres for meget. Og krydret med en god fortælling om at værne om gammelt håndværk, dygtige mennesker og en sjat fair trade eller økologi, så er lykken gjort.

Alle design er lavet med rod i kenyansk håndværkstradition; flet, vævning og arbejdet med træ. Deres designs er stilsikre og selv om udgangspunktet er Afrika, så er der noget velkendt og tidløst over deres produkter. Pudernes print er afdæmpede og farverne i bomuldsvævningerne er sammensat så de fleste mennesker vil kunne se sig selv med én af de flotte puder i egen bolig.

 

Pressede traditioner og slow life

På Mafundis egen hjemmeside skriver de:

Mafundis produkter er lavet med omhu. De er fremstillet i hånden af mindre kooperativer og kvindegrupper i Kenyas landdistrikter. Vores partnere bruger den type værktøj, som de har brugt
i generationer: macheter, stemmejern og væve. Mafundis produkter er fremstillet efter fair trade principper af lokale kooperativer og kvindegrupper i Kenya. Samarbejdet sikrer økonomisk sårbare håndværkere og deres familier en stabil indkomst og et værdigt arbejdsliv.

Der er ingen tvivl om at langsomme produktioner som dem her hos Mafundi er pressede af maskiner og den vestlige verdens hurtigere processer. Derfor er det også fint, at støtte initiativer, der fastholder viden om produktion og fremstilling. Det er essensen af slow living eller slowlife, som der er så stort fokus på i disse år. Jeg synes der er et stort potentiale for Mafundi på det nordiske marked. Især de flotte bomuldvævninger vil jeg gerne se mere af og de smukke træting i oliventræ. Se de lækre sleeves til computere, kosmetikpunge, gulvpuder og smukke skærebrætter.

Priserne er meget overkommelige og starter ved kr. 65,-

Vil du følge med i deres produktion, så kan du gøre det både via Facebook og Instagram.

 

Hvorfor Østafrika?

Ravi er hovedkraften bag Mafundi har allieret sig med designeren Tine Bach for at skabe et mere enkelt og nordisk udtryk af deres design. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor at man havde fundet på at have sin produktion i Afrika og bruge netop deres designtradition. Ravi er født og opvokset i Århus, men har via sit arbejde været en del i Tanzania og Kenya. Derfor var det naturligt at tage fat i deres håndværkstraditioner når en del af hjertet er blevet lagt hos lokale mennesker i Østafrika. Deres håndværk går ikke længere naturligt i arv og dermed går der en produktionsviden tabt for efterkommere. Jeg synes at den lille detalje på designet laver en fin krølle på designet.

Brugen af afrikansk håndværkstraditioner går smukt i spænd med de nordiske designs.

– Monica Weidemann

 

 

 

Photo credit: Mafundi

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Muslingeskal i velour