Vasen snyder øjet
Slow living vase
Allerede tilbage i foråret så jeg Dorte Kjettrup og Susanne Holmvangs smukke vase på markedet Up Comers. Form og farve signalerer lang holdbarhed – lige noget for mit slow living hjerte! Mange har i de seneste år prist raku brændt keramik til skyerne. Jeg vil bare gerne have glas. Og jeg har min egen lille Per Lütken-samling og er samtidigt en stor fan af glaskunstnerparret Karen Nyholm og Ned Cantrell. Der er noget sart, forfinet, sofistikeret og i min optik noget helt særligt over glas. Især den mundpuste, som netop PIECE of DENMARK har fået lavet.
Fra keramik til glas
PIECE of DENMARK er ellers mest kendte for at arbejde med keramik, hvor de laver de smukkeste mønstre og ornamenteringer i overfladen. Jeg er derfor positivt overrasket over deres nye materialevalg. De har helt tydeligt lagt mange tanker og overvejelser i vasen. Det er muligvis ikke til at se for os almindeligt dødelige, men de har arbejdet på denne vase i over et år inden at de er nået frem til at resultat de er tilfredse med.
Det er især farvegradueringen og måden kanten er skåret på vasen, da det er meningen det skal få vasen til at se tung ud. Men det er netop her at man bliver “snydt”. Glasset er nemlig ikke så tykt som det giver sig ud for at være. Det gør at man får en lettere vase og dermed spiller hjernen et lille pus når man løfter en vase med en overbevisning om at det er en tung vase.
Cognac-vase
Vasens runde buttede form leder tankerne hen på et cognac glas – deraf navnet, formoder jeg. De dæmpede farver og navnet lægger op til et mere modent købe-publikum. Dem der vil have stil, kvalitet og forfinet design. Det er vist mig…
Pris kr. 1800,-
Meet and greet
Tilbage i februar vandt designerduoen Formlandsprisen Best Design. De er derfor selvskrevne på messen Formland, der starter på torsdag i Herning. Kommer du ikke lige til Herning, så se deres produkter og forhandlere her.
– Monica Weidemann
Ingen kommentarer endnu