En skrøbelig verden

Glasmagi

Den der lyd af glas, der smadres, kan altid gøre mig lidt nervøs. Faktisk kan jeg godt få lidt nervøse tiks bare ved at gå rundt i en butik, hvor porcelæn og glas står tæt på hylderne. Jeg er derfor svært tilfreds med den meget plads, der er om bordene hos glaspusterparret Karen Nyholm og Ned Cantrell. Pladsen giver mig også den klare fordel, at jeg kan stå lidt på afstand af de smukke ting og nyde synet.

Karen og Ned har den skønneste arbejdende-butik-værksted-med-salg i Århus. Det som virkelig fanger min interesse, er det kunstneriske i deres arbejde. Det er ikke hver dag at man ser en baby på en rumraket (begge ting af glas), bananskræller eller revolvere af samme materiale. De udfordrer min opfattelse af hvad glas kan og vil. Det vil ikke bare være til café latte eller et ballonglas til vin.

Der opstår noget magisk når det skrøbelige materiale bliver til et udtryk for kraft og handling. Når glasset ikke længere ser skrøbeligt ud, men i stedet får mig til at stoppe op og reflektere. Det er jo i princippet sådan alt kunst skal virke.

Men hvor er så designerne? Dem, der også tænker på funktion og ikke mindst fortjeneste? For tingene på dette værksted er i nogle tilfælde mest kunst og mindre design, eller… Det er her, at Karen ind i mellem vakler. Hun kan se fornuften i at producere det som kunderne gerne vil have og køber meget af, men det bliver på bekostning af at producere de mere ikoniske og kunstneriske ting. Og passionen for arbejdet med glas hælder måske mere til kunstsiden, men kan man ikke være passioneret designer og lægge lige så meget sjæl i de mere kommercielle produkter? De har jo også været i ovne og fået pustet liv i sig af den samme mund, der laver kunstværkerne. Det er en svær balancegang. Vil man huskes, så skal man jo netop lave noget, der skiller sig ud. Og alle designere vil gerne huskes!

Eliten

Når Karen og Ned skiller sig ud, skyldes det helt klart deres kreative samarbejde. De udfordrer, inspirerer og hjælper hinanden i udviklingen af deres produkter. Og det er muligt at der ikke er så mange almindelige danskere, der kender dem, men de er kendte. De får jævntligt henvendelser fra hele verden, om at dele ud af deres viden, og så har de en del udenlandske kunder.

Danmark har en længere tradition for keramik end glas, hvor det i f.eks. Tyskland er omvendt. Derfor kommer efterspørgslen på de store projekter oftest fra udlandet. Egentligt er det en skam. For Karen og Ned forstår at spænde bredt i deres udtryk. Der er de smukke gennemsigtige skåle, hvor der inden i ligger sand i et hulrum. De laver vinglas, der ligner de er lavet af papkrus, feminint græs med mariehøns og tegneserie-agtige kranier i farvet glas. Lige nu går en fransk studerende rundt i værkstedet og kigger dem over skulderen.

Deres teknikker er af den højeste klasse, tænker jeg. For egentligt ved jeg intet om glas, men den må være noget helt særligt. For der er ikke meget, der ligner hinanden. Èn ting har de dog til fælles; Glasset er ikke bange for at udfordre den gængse opfattelse af, hvad det kan.

Når man skal bruge tingene i sin indretning, så kan det være en fordel at nedtone kunsten i produktet og i stedet fremhæve brugen af tingene. Undlad at give det en hylde for sig selv, men sæt det sammen med andet. Glasgræsset kan nemt stå foran et billede, evt med en rigtig plante og en keramikskål. Bland gerne materialerne. Det kan også være en banaskræl oven på en stak bøger. Eller revolveren i en billedcollage på væggen. Det er altså ikke bare Karen og Ned, der skal tage stilling til om deres ting er kunst eller design, men i lige så høj grad os brugere.

Den fransk elefant

Når glas laves i hånden, er det sjældent, der er to ting, der ligner hinanden 100%. Man er garanteret at få noget specielt, noget med sin egen særegenhed og ikke mindst glaspusternes signatur i måden der pustes liv i det varme materiale.

Har du nogen sinde set, hvordan man arbejder med glas? Hvis svaret er nej, så læg vejen forbi Karen og Ned. Jeg synes det er meget fascinerende at være vidne til produktets tilbliven, og det giver en stor respekt for håndværket at se den langsommelige og nænsomme forarbejdning.

Under mit besøg smadres der også noget. Det er heldigvis ikke mig!!! Denne gang er det den franske studerende, der er elefanten i glasbutikken. Jeg tænkte man nok blev vant til lyden som glaspuster, men efter udtrykket i Karens ansigt at dømme, så kan man godt få lidt ondt i maven ved lyden af glasskår der spredes over betongulv. ?Bare det var noget af hans eget?, siger hun.

– Monica Weidemann

(Følg med i designerduoens projekter på facebook)