Elkeland sendte i sidste uge designerstafetten videre til Martine Myrup og herunder kan du læse hvad hun har svaret på de 5 spørgsmål.
Martine Myrup er uddannet billedehugger fra Glasgow School of art og efter mange år i udlandet vendt tilbage til Danmark, hvor hun nu bor i København.
Hun arbejder primært med tekstiler og laver både skulpturelle værker og anvendelige brugsgenstande. Dette gør hun ud af genbrugsmaterialer, som fx. duge fundet i genbrugsbutikker, der bliver omdannet til bl.a. hendes smukke patchwork krukker.
Martine har for nylig modtaget en bronzemedalje kunsthåndværkerprisen af 1879 hvilket vi her på bloggen synes er super sejt. Vi ser frem til at følge Martines håndarbejde i fremtiden.
Hvad er din største styrke som designer?
– Jeg er faktisk ikke designer, men uddannet billedkunstner, måske er det min styrke ; )
Jeg nyder at være i stand til temmelig hurtig at få tingene lavet mens ideen stadig er frisk, det syntes jeg er en fordel, men det betyder selvfølgelig at der en del “ommere”, men dem lærer man jo også en del af.
Hvad er dit bedste design?
Det er nok min patchwork krukke lavet af pap og genbrugstextil.
Hvad inspirerer dig mest lige nu?
Jeg går altid og drømmer om Japan, det er nærmest kronisk, men lige i øjeblikket er det mønstre, specielt kombinationen af flere mønstre på een gang, fx. på beklædning. Det inspirere mig hvordan noget visuelt kaotisk alligevel kan fremstå harmonisk.
Hvilket designprodukt ville du ønske du havde designet?
Marimekkos POPPY design.
Hvilken designer vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Jeg giver stafetten videre til (G)uld fordi de har formået at kombinere ældgammelt håndværk (garnfarvning) med grafisk design og skabt en lækkert brand identitet og lækre produkter; jeg håber at deres produkter må nå ud til et stort publikum og sprede deres gode budskab.
Dette design er Martine Myrups favorit.
Smukke grafiske puder er også en del af sortimentet.
En gammel kjole som denne kan blive til den smukkeste krukke.
Sådan ser resultatet ud efter kjolen har været under Martines kyndige hænder.
grafisk, enkelt og feminint ser det ud.
Hvis du har lyst til at vide mere om Martine og hendes arbejde kan du følge hendes egen blog, følge hende via facebook og instagram @martinemyrup
På hendes hjemmeside her kan du også læse om hendes værker (siden er dog pt ikke helt færdiggjort).
Enkel og minimalistisk. Sådan en her vil vores knive gerne hænge på.
Når man er gift med en kok så er et køkkenredskab ikke “bare” noget man bruger til at lave mad med eller for den sags skyld gemmer væk og man må på ingen måde gå ned på udstyret. Derfor er det sådan her hjemme, at jeg ofte må overgive mig når snakken falder på hvilken gryde vi skal have næste gang, eller at nu er det på tide at få nye knive da de andre ikke skærer ordentligt.
Så når JEG falder over et køkkenredskab som er fedt, ja så er det som om min mand bliver helt ny forelsket i mig igen og det skete for nylig da vi var på Finders Keepers i Århus.
En smuk, enkel og praktisk knivmagnet faldt i vores øjne. Den ligner blot et stykke træ når den hænger, og selve magneten der skal holde på knivene er skjult bag træet. Samtidig er den punkt magnetisk, hvilket gør at knivene får præcis den samme afstand til hinanden. Dette er både visuelt smukt at se på når knivene hænger, men det gør også at de ikke vil ramme hinanden og de derved ikke vil blive sløve.
Designeren bag er Ninna Kjærgård Nielsen som er designstuderende på Århus arkitektskolen i Århus og hun har ramt noget af det helt rigtige med dette minimalistiske design, da det herved forbliver klassisk og tidsløst.
Magnet ophænget “Wood sticck” fåes i 3 størrelser.
Wood Stick fåes i 3 forskellige størrelser.
Wood Stick fås i tre længder, og kan ophænge henholdsvis fire, fem og seks knive.
Pris fra 500,-
Vil du købe det fine magnet ophæng kan det gøres her, hvor du også kan læse mere om objekter og se de andre designs Ninna har kreeret.
Du kan følge Objekter Design via instagram på @objekterdesign
Ind i mellem kan jeg høre en fortælling om et menneske, hvor jeg efterfølgende spørger mig selv: hvordan de gør det? Hvordan kan de rumme modgang og vende det til noget positivt? Jeg har haft æren af, at møde et af de mennesker.
Kender du Kasia Lilja? Det er hende som designede plakaten med ja-hatten som respons på en provokation. Kasia?s tidligere kæreste igennem 4 år gjorde hende en gang opmærksom på, at hun tit lød negativ. Det fik Kasia til at lave sin første Ja-hat; Mr. Yes, som et humoristisk modspil til den knap så rare iagttagelse omkring hendes humør. Siden har hun lavet mange hatte, og selv om hun siger hun ind i mellem tager sin egen ja-hat af, så virker hendes tilgang til livet og sit arbejde helt utroligt positivt. Især taget hendes historie i betragtning.
Mr. Yes – originalen. Den er kommet i mange varianter siden.
Og nu skal du bare høre…
Kasia Lilja er født i Polen. Polen er den dag i dag i rivende udvikling. Man finder nemt dyre restauranter og designerbutikker i storbyerne. Kasias mor og far kom fra landet, hvor hendes bedsteforældre stadig bor. Der tændes stadig op med brænde for at holde varmen, og hverdagen i den polske landsby minder mest af alt, om den vi i Danmark kender fra 1950?erne.
Da Kasia var barn forelskede hendes mor sig i en dansk mand, flyttede til Danmark og så skulle det jo vist være fantastisk. Men sådan var det ikke helt. Kasias far døde i en ulykke i Polen kort efter Kasia og hendes mor rejste fra Polen. Og det var noget af en omvæltning at bo i Danmark. En lillesøster kom til, og moderens forhold til den nye mand holdt ikke. Da Kasia var teenager døde hendes mor. Pludselig skulle der tages stilling til, om Kasia skulle tilbage til Polen at bo hos sine bedsteforældre og livet på landet. Væk fra den hverdag hun kendte, samt sin søster. Heldigvis valgte lillesøsterens far – Kasia´s stedfar – at sige søstrene skulle blive sammen i Danmark.
Du bliver ikke til noget
Èn kommentar som Kasias depressive mor ofte sagde til hende. Men hun fik ikke ret. Inde i Kasia bor der en fighter. Èn af den slags, som nok skal vise hun kan klare hele verden. Især når man får at vide at man ikke bliver til noget. Man kan ligefrem se, hvordan at Kasia stikker hagen frem og understreger sine pointer ved at prikke i bordet. Hvis bare hendes mor kunne se hende nu. Så skulle hun se at Kasia på bare et år havde banket sin egen virksomhed op. Det hjælper at være lidt trodsig og udfordre andres profetier.
Jeg, Monica, kan godt genkende trodsigheden i mig selv. Jeg havde ikke gået mange måneder på mit danskstudie på Aarhus Universitet, før der var én der sagde at vi alligevel aldrig ville blive andet end gymnasielærere eller informationsmedarbejdere. Det skulle de dæleme ikke have lov at bestemme, og så stoppede jeg. Trodsighed kan være en forbandelse, men også være en gave. Den kan give en energi og et drive, der bringer en væk fra det negative og frem mod større mål. Det er præcis sådan at Kasia har brugt den.
Cactus Family
Kaktusfamilien
På overfladen er Kasia en smuk kvinde med de skønneste lange øjenvipper, lyst hår og en spinkel kropsbygning. Men under skjorten gemmer sig tatoveringer, der fortæller at hun er mere end bare et pretty face. Når hun har sat sig noget for, så gennemfører hun det. At det bliver en succes skyldes lige dele vilje, og ikke mindst hendes behov for, at sætte sig ind i det hun laver. Hun er meget videbegærlig og ikke mindst nysgerrig. Hendes kæreste finder det ganske underholdende at Kasia bruger internettet til at finde svar på sine mange spørgsmål. Som han siger: ?Jamen det Googler du vel så??.
Da hun og hendes nuværende kæreste Søren begyndte at snakke om at flytte sammen havde de behov for at gøre Sørens hus til deres hjem. Det føltes stadig som Søren og x-kærestens. Så de fandt på at investere i kaktusser som et fælles kæreste-projekt, hvor Kasia også kunne sætte sit eget præg på huset.
Se jeg kunne nemt komme i tanke om et projekt, der var nemmere/mere oplagt, men på en eller anden vis, så finder jeg det helt utroligt underholdende, at det netop var de små stikkende bæster de kastede sig over.
Kaktusserne trivedes ikke, da de ikke blev passet helt optimalt. Kasia gik grundigt til værks, (googlede sig naturligvis til sin nye viden…) og fik indsamlet sig tilstrækkelig information til at skabe et bedre vækstmiljø for planterne. De har siden fået lov til at vokse sig til et nyt fælles projekt; Cactus Family.
Søren og Kasia på arbejde sammen.
Søren Beyer ? Kasias kæreste er indehaver af Inhouse Fotografi i Horsens. Her fik Kasia kontor allerede inden hun og Søren blev kærester. Her sidder hun med udsigt til et stort fotostudie, og kan på den måde mærke den kreative ånd i huset og lade sig smitte af den. At de to skulle lave noget sammen, er derfor meget oplagt, nu de begge er to kreative og nysgerrig anlagt. Processen omkring idéudvikling har de gjort i fællesskab. Kasia pointerer, hvor detaljeorienterede de begge er, så der er blev nørdet meget med lyssætning samt vaskning af planter, inden de blev fotomodeller. Intet er overladt til tilfældighederne.
Jeg sidder med en grundliggende følelse af at Kasia er ordentlig. Hun er grundig og lader ikke tingene stå til. Og det er uanset om det er fælleskøbet af kaktusser til privaten, eller det produkt hun laver til os kunder.
Den nye serie Cactus Family går super godt i spænd med Kasias grafiske arbejde ? både ja-hatte og de skønne citater som Fy for satan, hvor vi hygger os. Jeg kunne ikke være mere enig!
Fy for satan hvor vi hygger os – fås i flere størrelser. Her vist i A5 hjemme hos mig.
Helt tæt på
Jeg hygger mig rigtig meget i Kasias selskab. Hun er spændende at lytte til, lader mig komme helt tæt på, og er ikke bange for at svare på de svære personlige spørgsmål. Undervejs får hun også fortalt om sengetøjet hun er i gang med at designe. Om det at få en ny kæreste og dine-mine-børn.
Hun er god til at inviterer sine følgere, på specielt instagram, med indenfor i den mere private sfære når hun fortæller om, hvilken betydning de forskellige designs har for hende. Hun reflekterer over sin kvinde- og moderrolle og er generelt meget åben omkring sin person modsat mange andre designere. Kasia formår at få bygget en story telling op om sine designs. Hendes brand og navn bliver kun stærkere af den beviste brug af sin egen person i markedsføringen af produkterne. Kasia er med sine egne ord meget dedikeret til sit arbejde.
Som køber føler at man har en særlig relation til Kasia, og næsten har været med i tilblivelsen af de mange designs, hun efterhånden har lavet. Hendes designs bliver på den måde ærlige, og er noget man kan forholde sig til. Man får en historie med i købet og ikke bare en plakat.
Smuk wall hanging i indogo blå fra Elkeland. En anderledes måde at dekorere sin væg på.
I sidste uge startede vi vores nye tiltag på bloggen nemlig designer stafet. Kristina Dam lagde ud og sendte stafetten videre til Elkeland.
Ida Elke er hendes borgerlige navn og som designer producerer hun bl.a. visuelle udsmykninger til vægge og grafiske tryk. Hendes design er smukt, enkelt, grafisk med et nordisk touch.
Elkeland holder af at fordybelse og ensomhed og når der skal produceres foregår det i en hytte afsides liggende da hun her kan opnå den ro hun ønsker og dermed få mest muligt ud af sin arbejdsproces.
Det må hun meget gerne blive ved med så vi kan blive ved med at få hendes smukke designs at se.
Elkeland er kommet med hendes svar på de 5 spørgsmål her under.
Ida Elke
Hvad er din største styrke som designer?
Mine øjne. Jeg er ikke en udpræget god håndværker, men jeg kompenserer, ved at bruge mine øjne godt. Derudover har jeg stor erfaring med både kunstneriske og konceptuelle processer.
Hvad er dit bedste design?
Mine wall hangings i uld og kobber, er nok mit mest populære. Selv er jeg meget glad for at have lavet mine art-zines. Et omhandler en analogi mellem tvivl og kvantemekanik. Et andet, er et forsøg på at lave en abstrakt signaturforklaring, til et fiktivt atlas over en indre topologi.
Hvad inspirerer dig mest lige nu?
Lige for tiden er jeg en del inspireret af forskellige folkloristiske udtryk. Bl.a. arbejder jeg lige nu med nogle naturmaterialer, som er lowcost og ikke specielt forbundet med finere kunsthåndværk.
Jeg inspireres direkte af de muligheder og begrænsninger der findes i de materialer jeg arbejder med.
Hvilket designprodukt ville du ønske du havde designet?
Jeg vil hellere pege på nogle interessante processer og tilgange til design, end en enkelt produkt. Jeg er ret vild med Faye Toogoods konceptuelle tilgang. Hun har fx lavet de kollektioner, som hun kalder Assemblage 1-4. I hver kollektion undersøger og arbejder hun med med et emne, som fx mørke, iridiserende farver eller blødhed.
David Taylor er også værd at nævne. Hans objekter får ofte lov at stå ganske rå. De vidner om eksperimenterende proces, og et sanseligt forhold til materialet.
Hvilken designer vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Jeg vil gerne give stafetten videre til Martine Myrup.
Jeg er dybt imponeret over hvordan hun med omhyggelige og tidskrævende processer, kan forvandle genbrugstekstil til skulpturelle urner og smukke paneler.
Jeg synes det er en befriende æstetisk gestus.
Måske du ønsker en kalender til hjemmet. Elkeland har lavet en super fin og smart en af slagsen. Kan fåes her.
Grafisk print – “Facet”
Clay print – i en skøn blå farve.
Den smukke wallhang fåes også i hvid.
Ønsker du at se mere til Elkalands fine sager kan det gøres på hendes hjemmeside og webshop eller hos hendes forhandlere.
Du kan følge Elkelands fine univers via instagram @elkeland.visual.studio og facebook
Light Jars – kulørte glaskrukker hvor der i trælåget er monteret en fatning. Vælg selv indholdet. Det kan være et stykke legetøj, smukke sten, smykker eller noget andet du synes der skal fremhæves.
De seneste år har vi set mange lamper, der mildest talt bare bestod af en pærer. Og jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg kan ikke lide dem! De nøgne pærer skærer i øjnene og jeg synes de mangler æstetik. Hvis pæren skal være en del af en lampes æstetik, skal den efter min mening indgå i et samspil med en form for skærm.
Men nordmanden Kristine Five Melvær laver nogle smukke lamper – ren nordlys! Hun er glad for glas og farver og blander det gerne med naturlige materialer som træ. Om Kristines arbejde står der på hendes hjemmeside:
She focuses on the communicative potentials of objects as a means to create emotional bonds between object and user.
Jeg finder hendes designunivers meget poetisk og kan ikke forstå danskerne ikke har set hendes potentiale endnu.
– Monica Weidemann
Light Jars
Moa
Blooms
Liqued Light – Egentlig ikke en elektrisk lampe. Men jeg synes den skal ses. Når flasken er fyldt med vand og man tænder stearinlyset bagved, kommer flaskens glas til at fungere som en linse og spreder et dæmpet varmt lys.
Man kan næsten fornemme hvor blødt læderet er på denne stol. Og så er jeg vild med den praktiske anordning på siden (en lomme til bog, blad, slik??)
Designerne bag lænestolen er den norske trio Christoffer Angell, Øyvind Wyller og Simen Aarseth. De står bag designkollektivet Angell, Wyller og Aarseth. De er alle uddannede designere fra Kunsthøyskolen i Oslo.
Trioen arbejder på at skabe ny og intuitive former og funktioner på allerede kendte objekter. Det har de fået flere priser for bl.a. Bo Bedres Årets Nykommer (2011)
Under 100% Norwegian Design i London 2014 fik stolen en del opmærksomhed. Ligeledes også under gave- og interiørmessen i Lillestrøm, forår 2015. Den har potentiale til at blive et nyt norsk stilikon, mener flere. Kombinationen af træ og læder er smuk og enkelt udført. Stolen har en stram konstruktion, men er samtidigt blød og meget behagelig at sidde i.
Navnet Saddle (sadel) skyldes puderne der hænger over armlænet – som en sadel. Stolen fås i både uld og skind (flere farver). Stolen er 100% norsk og produceres på Slåke møbelfabrikk.
De nyeste skud på stammen fra Kristina Dams lange liste af designs.
Her på bloggen har vi mange – ja rigtig mange designere vi synes der fortjener at blive fortalt om og få endnu mere opmærksomhed. Vi kan rigtig godt lide at blive inspireret og finde frem til nogle designere vi ikke lige umiddelbart kender, eller kender produktet med ikke designeren bag.
Det vil vi nu prøve at lave om på i form at en Designer-stafet- Det går i alt sin enkelthed ud på at vi har stillet 5 spørgsmål som den pågældende designer svarer på og som så sender spørgsmålene videre til en designer han/hun synes er interessant. En anderledes og interessant måde at få et indblik i en designers tanker.
Vi har selv valgt den første – og lad os blot præsentere hende.
Kristina Dam.
Et navn som måske ringer klart i flere ører og det er ikke uden grund. Hun er uddannet grafisk designer i 2007 og siden da har hun haft fart over feltet. Hun designer interiør, som både består af sofaborde, spejle, lysestager og plakater, blot for at nævne en lille del af hendes designs.
Vi glæder os til at se hvad Kristina Dam finder på næste gang – Du kan se hendes fine designs her.
Kristina Dam – den smukke kvinde står bag de mange lækre designs.
Her er hvad Kristina svarede da hun blev stillet de 5 stafet spørgsmål.
Hvad er din største styrke som designer?
? Jeg er umiddelbar, arbejdsom og idérig.
Hvad er dit bedste design?
Mit bedste design er altid det sidste jeg har lavet, jeg bliver altid glad når nye designs bliver til de første prototyper og så er det lige netop det design jeg for en tid sætter mest pris på ?. indtil den næste prototype kommer hjem.
Hvad inspirerer dig mest lige nu?
Jeg har længe ladet mig inspirere af Bauhaus stilen og datidens designere som Walter Gropius og Josef Albers. Deres univers er på en gang enkelt og kompliceret, de leger med perspektiver og driller øjet til en ny rumlig forståelse.
Hvilket designprodukt ville du ønske du havde designet?
Den spanske stol ? den er smuk og tidsløs og kombinere det smukke kernelæder med egetræet smukke struktur det patinerer så fint.
Hvilken designer vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Elkeland. Jeg elsker hendes meget kunstneriske tilgang, farvepaletten med den Indigoblå farve og simple aftryk af former på papir. I det hele taget er jeg som designer altid inspireret af kunstens verden.
“The Italic” lysestager – kan bruges alene eller sættes sammen.
De reflekterende spejl – Når grafisk design også kan være yndigt.
Mobiler der kan bruges som julepynt – Her hjemme hænger de fremme hele året.
De smukke plakater fra serien “botanic” er lavet i samarbejde med Tuala Hjarnø.
Følg Kristinas fantastiske univers på instagram @kristinadamstudio og via facebook.
Du kan købe Kristina Dams designs her eller se forhandlerlisten her.
Vi glæder os til at hører Elkelands svar i næste uge når stafetten bliver givet videre.
Bestemt en smart måde at handle på – omvendt auktion, der giver dig mulighed for at spørge en bred vifte af forhandlere om den bedste pris.
Altså næsten!
Har du hørt om en omvendt auktion? Princippet er, at man tilbyder en pris for et produkt efter eget valg, og så kan sælger beslutte sig for, om de vil sælge til den tilbudte pris. Altså sådan lidt ala når du køber via Den Blå Avis. Bare med nye ting, reklamationsret, mulighed for fortrydelse og en kundeservice. Det hele foregår online, så man ikke skal ud til forhandlerne og igennem en længere salgstale. Du ved jo hvad du vil have!
Jeg kan selvfølgelig godt have min overvejelser omkring, hvor vidt at et produkt devalueres ved at de store designikoner (Svanen, Ægget osv.) bliver billigere i denne form for handel. Mister de status og symbolværdi?
Jeg tror ikke, at designklassikerne nogen sinde vil blive så billige, at alle og enhver får råd til dem. Så devalueres deres ikonstatus pga pris, er det fordi producenten selv vælger at sælge dem i lavprisvarehuse; BILKA, Fleggaard osv. Designelskere vil ikke gå på kompromis med navn og oprindelse, og derfor vil kopier heller ikke være noget, som giver anerkendelse at have stående. Designelskere vil have originaler, fordi de er noget særligt. De indeholder den ånd designerne har tiltænkt dem – en autenticitet. Det vil en kopi aldrig gøre.
Men hvorfor er det, at helt almindelige danskere ikke har mulighed for at købe de danske designklassikere? De er slet og ret for dyre. Men hvorfor er de det? Er det prisen, der er med til at opretholde deres ikonstatus? Hvordan kan det være at en stol som Ægget skal koste det samme som en lille familiebil? Skyldes det de høje danske lønninger til dem, der laver Ægget? I så fald må det være til direktørerne, for så vidt jeg er orienteret laves flere af designklassikerne i Polen.
Hvad er det jeg ikke forstår? For der må helt klart være noget jeg ikke forstår. Jeg undrer mig over de høje priser, for jeg nægter at tro på at Æggets kvalitet er forfærdeligt meget bedre end den stol jeg kan købe fra en dansk producent ala Kebe i Hornslet.
Ret enkelt, men meget smart koncept.
Jeg ved at flere producenter i branchen ikke bryder som om det nye koncept. Jeg sendte derfor en mail til Fredericia Furniture (producerer Børge Mogensen, Nanna Ditzel m.fl.), hvad deres holdning var til det nye forhandlingskoncept. Har aldrig hørt fra dem. Men jeg ville så pokkers gerne have hørt deres holdning.
Måske nogen kunne have givet mig en viden, der gjorde det nemmere at forstå hvorfor, man skal betale mere end 90.000,- for Ægget i læder?
Og så stiller jeg mig selv 10.000-kronersspørgsmålet: Vil jeg have Ægget stående? Nej ikke lige Ægget, men måske nogle af de andre ikoner. Men kun måske. For hele min DNA skriger på at hylde nyt design. Finde produkter og designere, der er på vej frem. Og mange af dem hylder designklassikerne, og det vil jeg også gerne være med til.
Heldigvis finder jeg også de møbler hos Bestemt.dk; NORM Architects, byKATO m.fl. Men selvfølgelig har de også Ægget! Skal du se andre møbler med vilde priser, så se f.eks. Bamsestolen her.
Hånden på hjertet: jeg har ikke prøvet konceptet endnu, men det skal jeg! Næste gang jeg skal have noget til boligen.
Som noget helt nyt er Bestemt.dk ved at udvikle den samme salgsplatform til smykker. Så nu er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at gå ind og tjekke det ud!
Hvad tænker du om konceptet?
– Monica Weidemann
Skulle jeg have en klassiker stående skulle det være i et mix med nyt design.
Det århusianske isbjerg, fotograferet af Jonas Rask.
Jeg kan ikke komme uden om det. Det har bidt sig fast i mig, får mit hjerte til at banke en smule hurtigere. Jeg må eje flere af dem. Det kræver udskiftninger og ændringer. Men så bliver jeg også gladere!
Der er altså noget over fotokunst. Og jeg ser flere nye spændende tiltag. Jeg har netop bestilt flere fotos hos en lokal fotograf, der bruger Århus og omegn som rammen for sine værker. Det er især de sort-hvide eller dem med dis, der fanger mig. Det skal ikke være for pænt. Når jeg vælger de mere sort-hvide af slagsen passer de også fint til de illustrationer og tryk der hænger rundt omkring i boligen. Dem har jeg ikke alle lyst til at skifte ud.
Den lokale kunstner hedder Jonas Rask og han er pt i gang med et fotoprojekt, der løber over 365 dage. Han fascineres meget af det urbanemiljø og detaljer.
Spørg for priser – de kan variere alt efter fotopapir mm.
Foto Factory er et dansk firma, der laver nogle skønne billeder af natur og objekter som pl- Monica Weidemannakater. Lidt pænere i deres udtryk, men med masser af barsk natur.
Pris fra ca. kr. 250,-
– Monica Weideman
By og natur af Jonas Rask.
Gadebelysning af Jonas Rask
Foto Factory: rå bjerge i Kina.
Foto Factory: Jysk muld
Foto Factory: Grene stikker op af sandet.
Foto Factory: The Red Cullins, Isle of Skye.
Foto Factory: Hermaness National Nature Reserve, Shetland.
