DIY: Påskeæg

 

Puste æg eller koge dem først?

Mangler du inspiration til at male på æg? S har jeg fundet lidt billeder til dig her, som måske kan hjælpe dig med at lave Påskens fineste æg. Uanset om du har pustet dem først eller de er kogte og skal pilles. Vi gør begge ting i min familie, men hånden på hjertet; når man har siddet og dekoreret et æg i en halv time, så synes jeg det er synd at slå dem i stykker!

Men selve processen med at puste æg synes jeg altid er en smule uoverskuelig – du kender scenen med Søren Pilmark (Thorkild), der puster, så han er rød i hovedet og Sofie Gråbøl skraldgriner. Efter hun har fået en fysisk overhaling af Thorkild siger én af hans kumpaner: “Det er en syg høne der har lagt det æg!”

Lidt sådan føler jeg alle mine æg er; lagt af en syg høne. Og der kommer spyt i æggemassen, så den er heller ikke til at bruge. Men pustes det skal de, for ingen Påske uden æggedekoration!

– Monica Weidemann

 

Photo credit: Pinterest

Baby-sukkulenter

Sådan laver jeg nye planter i vindueskarmen

Det er helt sikekrt ikke den rigtige årstid at gøre det på, hvis du spørger en professionel, men jeg har før haft masser af held med at tage grene fra min Levende Pind (også kaldet Euphorbia Tirucalli). Den kræver ikke en masse lys eller vand og den gror helt vildt i min vindueskarm. Nu vil jeg forsøge at lave nogle aflæggere. Så nu kan familie og venner bare vente sig – der kommer planter i jeres retning næste gang jeg kommer på besøg. Argh… helt så hurtigt går det nu ikke.

Når grenen er brækket af sættes den i vand, nøjagtigt ligesom med en blomst. Efter noget tid begynder den at lave nye rødder. Jeg plejer gerne at vente til den har ca 5-6 rødder på en længde af 3-5 cm. Så plejer de at komme godt i gang når de plantes i potter.

Er der nogle der har nogle planter de vil bytte med? OBS! Jeg er ikke til kaktusser…

– Monica 

 

Hold styr på opskrifterne

 

Skriv opskrifter ned

Der er ingen tvivl om at efterhånden som jeg bevæger mig rundt i mit nye eventyr med det antiinflammatoriske liv, så bliver der komponeret nye opskrifter. Nogle er inspireret af andre opskrifter og andre er ting jeg udtænker hen ad vejen. Men hvis jeg skal have et håb om at min familie og venner har lyst til at prøve noget af det, så er det altså klart en fordel at de nemt og hurtigt kan finde opskrifter et sted. Det kan forhåbenligt blive her på bloggen.

Men måske manden derhjemme også kunne finde på at overraske med en antiinflammatorisk aftensmad, hvis han havde en samling af opskrifter, han vidste jeg satte pris på? Jeg prøver at notere nogle af dem ned i en lommebog, men det er knap så overskueligt, og mest tiltænkt at jeg selv skal kunne bruge den.

Men nu har jeg fundet en løsning! En skabelon, så opskrifterne er bygget ens op hver gang, og så de er nemmere for andre at læse! Spotebi har sådan én man kan printe. Lige til at gå i krig med. Det er godt tænkt. Hermed er tippet givet videre.

Spiser hele familien antiinflammatorisk?

Hvor mange oplever at hele familien spiser det samme i en omlægning til antiinflammatorisk kost? Jeg forventer ikke at min familie gør. Det er jo mig der har taget et valg om at leve sådan. Lidt ligesom, hvis man vælger at være vegetar, forestiller jeg mig.

Mine børn har brug for andre ting end jeg i kosten. Derfor synes jeg det er vigtigt at de får flere kulhydrater end jeg.Men der er bestemt ikke noget galt med flere grøntsager og lyst kød til hele familien. Også min mand!

– Helle

 

Photo credit: Pinterest

Velkommen til Antiinflammatorisk Liv

 

Så bydes der velkommen til Helle der skriver om hvordan man har et antinflammatorisk liv. Hun skriver om både mad, men også de andre ting der er vigtige for at hæmme inflammation i kroppen. Hun har nedlagt sin blog og vil frem over skrive her. Flere af de gamle artikler vil derfor blive publiceret her det næste stykke tid.

Jeg glæder mig meget til at læse om hendes gode råd og refleksioner omkring livsstilen. Følg med i hendes instagram her.

– Monica

Bullet Journal – hvad er det?

 

Jeg gider ikke skrive dagbog

Jeg er ikke just typen der får skrevet dagbog. Eller skrevet ned når børnene siger noget sødt eller sjovt. Men jeg er vildt god til at lave lister. Over alt muligt! Indkøb, rengøring, julegaver, steder jeg gerne vil se osv.

Derfor er jeg faldet pladask for konceptet Bullet Journal. Jeg har læst flere blogs – primært amerikanske – der beskriver processen og det gode ved en Bullet Journal. Efter selv at have prøvet det vil jeg fortælle hvad det helt præcist er, hvad du kan bruge det til og hvad du sagtens kan lade være med at gøre.

Hvis du har det med at tegne på alt muligt (notesblokke osv) så er en bullet journal perfekt for dig. For ingen Bullet Journal uden lidt tegnerier i hjørnerne. Der er næsten gået konkurrence i at lave de mest kreative rammer på noterne, men det gør da selvfølgelig også din huskeliste lidt pænere. Men kan du undvære dem? Sagtens.

I min Bullet Journal

Jeg har brugt listerne flittigt, men også brugt min bog til alle mulige noter, f.eks. mit Første Hjælpskursus (se billeder). Jeg har naturligvis også brugt den som en bucket list (en liste over ting man vil inden man dør) samt til en liste over de rejsemål jeg gerne vil besøge. Og den observante har sikkert set at der ikke står Gran Canaria og Campingplads på Fedet. Ikke at der er noget galt med de nævnte steder, men en Bullet Journal giver plads til at drømme. Drømme stort! Jeg drømmer om forår i Japan, Souk i Marrakech og en vandretur på Caminoen. Rejserne behøver ikke at være store. Jeg har altid Paris på listen – kan ikke få nok af den by!

Så smider jeg noter ind på ting jeg ikke vil glemme, men som tiden alligevel visker ud i min hjerne. Eller opskrifter på noget lækkert, anbefalede restauranter osv.

Jeg er glad for min Bullet Journal. Men jeg bruger den ikke dagligt. Til gengæld ligger den altid i min taske. Da jeg gik i gang med at lave min Bullet Journal havde jeg en smule præstationsangst efter jeg havde set en masse inspirationsbilleder på Pinterest. Helt ærligt, så synes jeg at andres virkede en smule overdrevne. Men de var flotte! Jeg brugte dem som inspiration til hvad jeg ville have med i min egen samt lidt tegnerier. Men selvom man ikke laver lige så flot en Bullet Journal som dem på Pinterest, så kan man sagtens have en “Punkt Dagbog”.

En Bullet Journal er ikke en rigtig dagbog, men snarere en notesbog med punkter. Du skal ikke føle dig forpligtet til at skrive den kronologisk. Jeg slår op på en vilkårlig tom side, når jeg skal skrive noget nyt. På den måde synes jeg punkt-oplevelsen forstærkes. Jeg bruger den aldrig til indkøbsseddel, men til min To Do-lister, ønskesedler mm. Jeg er bestemt ikke færdig med at lave noter og tegnerier!

– Monica Weidemann

Rettelse!

 

 

 

Jeg vil ikke blogge bare skrive

Jeg har længe gået og tænkt over begrebet blogger. I de seneste par år har det fået en meget negativ klang, synes jeg. Og jeg vil ikke være en del af det. Men jeg vil gerne skrive!!! Egentligt gøre det samme som hidtil; forelske mig i design og skrive om det. Uden at tage betaling for det! For det er lige præcis grunden til at jeg synes det er blevet negativt at være blogger.

Mens jeg har haft mit salgsagentur The Danish Sales Agency har jeg mødt rigtig mange danske butikker. Og de har naturligvis spurgt en del til blogkonceptet. Hvorfor blogger man, hvordan man kan tjene penge på det osv. Og jeg har flere gange sagt at jeg ikke tjente penge på at skrive mine blogindlæg, fordi jeg netop ønskede at være objektiv. Butikker rundt om i Danmark bliver kontaktet flere gange ugentligt med bloggere der vil have gaver for at skrive om butikken/produktet. Der er blevet en kræv-ind-mentalitet der er på grænsen til det usmagelige.

Mange bloggere har øjnet muligheden for at få en ny vase, lysestage eller creme ved at skrive om tingene. Og hånden på hjertet; så er det ret nemt at kunne lidt et produkt, hvis man får betaling for at skrive om det! Derfor tog jeg beslutningen sidste år at jeg ikke lavede indlæg mod betaling/gaver. Jeg skriver når jeg har lyst, og noget jeg vil dele.

Onlineskribent

Så nu går jeg skridtet videre… Selvom jeg er på denne blog-platform og mit online-univers beholder udtrykket af blog, så vil jeg frem over kalde mig online skribent. Jeg vil ikke længere lave blogindlæg, men online-artikler.

Jeg kan gøre det, da jeg har foretaget en aktiv handling om ikke at lave reklame. Onlineskribent er ikke en beskyttet titel, så det står andre frit for at bruge den. Dermed er der ikke noget der forhindrer andre bloggere i at kalde sig onlineskribenter og samtidigt lave sponsorerede indlæg. Jeg vil bare ikke sættes i bås, med dem der tigger gaver i tide og utide. Og I der laver indlæg mod betaling i form af gaver: husk at indberette gaverne til SKAT!

Ja, det var så dagens sure opstød. Men når det så er sagt, så vil jeg skynde mig at sige to ting: 1. der er masser af fantastisk dygtige bloggere der skriver nogle skønne artikler. 2. Man kan ikke leve af at være blogger uden at tage sig betalt for sit arbejde som skribent. De fleste bloggere har jobs som stylister, indretningsopgaver o.lign. ud over at skrive.

Bliv en bedre tekstforfatter

Mit ønske er i bund og grund at man som blogger har noget selvkritik og gør et forsøg på at hive sig op på et højere niveau. Forsøger at skrive mere sagligt og dybdegående. Hvis ikke man kan skrive uden at få gaver fra en butik, så skriver man jo ikke fordi man har noget på hjertet. De store danske blogs (ingen navne) man finder i dag, lever af kommercielle samarbejder i form at sponsorerede indlæg på det medieplatforme, stylings-/fotoopgaver, foredrag om trends/design samt indretningsopgaver. Ingen, som i INGEN af dem skriver til en butik for at høre om de må få en ting og skrive om den. De er nemlig deres eget værd bevidst. Det har jeg stor repekt for! I bund og grund er det at blogge at lave et lille online magasin, uden at dine læsere skal betale for at få magasinet. Det er altid tilgængeligt og det er ofte ret nemt at finde gamle artikler frem, f.eks. opskrifter.

Jeg er en stor fan af online-magasiner og ønsker fortsat at selv at skriv, men ikke mindst også forpligtige mig til at skrive bedre tekster. Alle kan blive bedre! Skriv fra hjertet og om noget du brænder for! Så denne lille opsang ender ud med at blive mit nytårsfortsæt nr. 2 (nr. 1 er naturligvis at lave sundere…): blive en bedre skribent og fortsætte med at skrive artikler på diverse online medier.

Så for at slutte af med min overskrift. Jeg har en rettelse: jeg er ikke blogger – jeg er onlineskribent!

– Monica Weidemann

 

Gratis kalender for 2018

 

Print din egen kalender – en billig julegave?

Det nye år er ved at melde sig på banen. Har du brug for at få en nem og overskuelig kalender til væggen så har jeg fundet et link til en gratis kalender du nemt kan printe selv.

Tavlestilen finder du hos Botanicalpaperworks.com. Fin i sort-hvide nuancer og med små skrivefelter for hver dag. Kalenderens dage og måneder er på engelsk.

En mere romantisk version fås hos Theorganizeddream.com. Bør printes på farveprinter – ellers kan den ikke betale sig at printe. På engelsk… Hun har i øvrigt flere varianter i samme stil.

Denne er fra den tyske blogger Pauslvera (Hamburg), der har designet en enkel og let overskuelig kalender – 1 måned på hver side. Jeg vil anbefale du printer med farveprinter da den er få farver på nogle af siderne. Vær opmærksom på at måneder og ugedage er på tysk.

Shiningmom.com har en mere kulørt og festlig kalender, som jeg kunne finde på at overveje, fordi den har nogle fine illustrationer af bl.a. ananas og is. Den er sød og ungerne vil kunne lide den.

Kalendrene er valgt ud fra hvad jeg kunne overveje at printe til mig selv, men de kan da også bruges som en hurtig julegave i sidste øjeblik. En lille hurtig DIY og nem som en ekstra julegave, hvis nu du har glemt at købe én…

– Monica Weidemann

 

Shiningmom.com

 

Botanicalpaperworks.com

 

Paulsvera

 

theorganizeddream.com

 

Strikkede karklude og håndklæder

 

De moralske moderne karklude

Der er gået trendy bevidsthed i hvilke karklude man bruger derhjemme. Det er lige før at folk er begyndt at se skævt til de der tør snige sig en pakke engangs-klude i supermarkedets indkøbskurv. Men de (altså kludene) er altså heller ikke gode for miljøet. Jeg har længe gået og tænkt at de der plast-øer der suser rundt i verdenshavene blot var et spørgsmål om at ingen lande ville begynde arbejdet med at fjerne plastikken. Indtil jeg i sommers var forbi Aqua i Silkeborg, der viste mig en film om netop plastøerne. Plast-øerne er en slags suppe med mikroskopiske stykker plast. Plastikken kommer fra større stykker og dele, der er blevet slået i stykker i bølgerne. Siden da kan det tælles på én hånd hvor mange plastikposer jeg har købt. Jeg frabeder mig dem så vidt muligt, f.eks. Matas, Apoteket osv.

Nå, så fik jeg lige pudset glorien… Men det har bl.a. også betydet at alle engangskludende, der alligevel blev vasket og genbrugt, er blevet smidt ud.

I stedet har jeg investeret tid og penge i strikkede bomuldsklude. Min mor har strikket nogle, jeg nogle andre, andre igen er købt i f.eks. Søstrene Grene. Jeg synes de er lidt hyggelige de strikkede klude og de er et overskueligt projekt at kaste sig ud i som begynderstrikker. Synes du at du i stedet vil købe dem færdige, så er jeg fuldstændig enig med dig i at de er dyrere at købe end engangs-plastklude. Men de holder også betydeligt længere.

Få fingrene i strikkede karklude her

Æstetikken er større med de strikkede klude, så jeg har derfor fundet et par opskrifter og et sted du kan købe genbrugs bomuldsgarn, hvis du virkelig skal gå all in på øko-klude; Susanne Gusstafsson, Slagtenhelligko, Skytten-Danmark og Garnudsalg.dk

Men ellers er her et par steder du kan købe smukke og strikkede klude:

1. Humdakin

2. Sødahl

3. Søstrene Grene har vævede karklude i et stort udvalg af farver til billige penge i deres butikker – de har også en opskrift på hjemmestrikkede klude her.

 

Når nu du er i gang med at udskifte de forbudte klude kunne du jo overveje nogle køkkenhåndklæder i samme stil. Se denne opskrift fra Tusindfryd. Jeg har tidligere haft strikket køkkenhåndklæder til mig selv. Jeg forærede dem desværre væk da jeg på et tidspunkt ikke ønskede det feminine indslag i køkkenet. Nu må jeg vist i gang igen…

– Monica Weidemann

 

 

Photo credit: Slagtenhelligko, Humdakin, Sødahl, Susanne Gusstafsson, Garnudsalg, Tusindfryd.

Snart tilbage fra ferie

Lige nu er der lukket, men vi er snart tilbage!

Lige nu er der lukket, men vi er snart tilbage!

 

Planlægning af efterårets indlæg og slow living

Der er for alvor gået ferie i den herhjemme. Vi nyder det langsomme tempo, fejrer yngstens fødselsdag, får spist store is, leget turist på både Fyn, Samsø og i København og læst bøger med børnene.

Men det betyder ikke at bloggen er lukket og slukket. Tvært imod, så bliver der gjort klar til efteråret. Allerede nu kommer der adskillelige invitationer til pressearrangementer (primært i KBH). Der er tradition for at det er her efter sommerferien at de store nyheder og kollektioner kommer fra de forskellige interiør brands. Efteråret er tiden hvor vi trækker indenfor og begynder at bruge penge på stue, køkken og soveværelset igen. Foråret inviterer mere til at vi bruger tid og økonomi på uderummet aka haven. Det skal fornys bede, købes planter, havemøbler osv. samt bruges penge på ferien. Derfor vælger mange at vente med at gør de store investeringer i boligen til efteråret. Og så er der alle julegaverne der skal bruges penge på.

Måske man skulle sætte sig for at lave nogle af gaverne selv i år? Det kunne være hyggeligt at give særlige gaver til mennesker man holder af. Jeg er selv en stor fan af at modtage gaver der er lagt sjæl og tid i.

Og mon ikke de to gæstebloggere Sofie Bindslev og Mia Skov…? Begge vil kigge en tur forbi Formland og lade sig inspirere af alle de nye trends og tendenser indenfor livsstil lige såvel som undertegnede vil være tilstede alle dagene – jeg tage min ambassadørrole seriøst og vil ikke gå glip af ét eneste minut!

Men lige nu står den på ferie og slow living!

– Monica Weidemann

Designere søges til designmarked

Nyt designermarked i Århus.

Nyt designermarked i Århus.

Nyt designmarked i Århus

Århus har fået et nyt designmarked. Vi byder alle initiativer indenfor design velkomne. Men da tilladelsen kun lige er givet, skal der lynhurtigt findes designere. Er det dig? Eller én du kender? Så prøv lige at smide dem et link hertil, så de kan læse lidt om, hvordan de ansøger om en plads.

Pladserne er knald-billige! Kun 50,-

Stedet er Folkestedet (Carl Blochsgade (tæt på Godsbanen). Tidspunktet er søndag i Festugen. Et perfekt tidspunkt, hvor der er mange gæster i byen.

Jeg vil rigtig gerne gøre reklame for det fine arrangement, som jeg håber der kommer spændende folk at deltager i og ikke mindst en masse købelystne kunder. Så er du kreativ/designer og har du et eller flere produkter der gerne vil vise frem og ikke mindst sælge nogle af, så var det her måske noget for dig? Eller passer ovenstående beskrivelse på én du kender? Så synes jeg du skal prikke til dem og fortælle, om et af Festugens og den Europæiske Kulturhovedstad arrangementer i august.

Jeg tænker at jeg skal et smut forbi og bakke op om det nye initiativ. Der er allerede lavet en side på Facebook, for arrangementet.  Like/følg den gerne, så du kan følge med i hvem, der deltager på markedet. Jeg er i hvert fald nysgerrig!

– Monica Weidemann